Steppeulven hyler ikke i 2010

Tidligere har blandt andre Peter Sommer, L.O.C. og Mikael Simpson vundet Steppeulv-prisen, men prisen bliver på grund af manglende sponsorater ikke uddelt i 2010.
Siden 2003 har Foreningen af Danske Musikkritikere uddelt prisen og blandt de nominerede i år var Tim Christensen, Mikkel Hess og Mike Sheridan, men der bliver altså ingen prisuddeling.
Foreningen bag prisen beklager og håber, at prisfesten kan lade sig gøre i 2011.

PH siger farvel til DJBFA

Han har i 10 år været synonym med DJBFA - Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer - men den 1. april siger daglig leder Poul-Henrik Jensen farvel til foreningen og goddag til et job som forstander på Engelsholm Højskole ved Vejle.
”Bestyrelsen ønsker Poul-Henrik Jensen et dybtfølt tillykke med den nye udfordring. I lige så høj grad ønsker vi dog Engelsholm Højskole tillykke med ansættelsen af et meget karismatisk og inspirerende menneske,” siger Pia Raug, der er formand for DJBFA’s bestyrelse.
Fredag den 26. marts er det muligt at sige farvel til Poul-Henrik Jensen, når der mellem kl. 14-17 er reception på Copenhagen Jazzhouse.

Livearrangørerne inviterer branchen til seminar

[spillesteder dk] og Festivaldanmarks årlige forårsseminar afholdes denne gang i Korsør og Slagelse, hvor landets ca. 130 mest markante livearrangører, mødes til networking, politisk debat, styrkelse af de to organisationers stadig tættere samarbejde og visionær udvikling. Et nyt initiativ, realiseres i år sammen med ROSA, hvor vi inviterer livebranchen med til Korsør d. 22. april, til et program der søger at skabe fælles udvikling og innovation i miljøet, blandt andet med hjælp fra hovedtaler Carl Leighton-Pope, der med sine mange år i toppen af den engelske musicbizz, vil bringe os tættere på forståelsen af livemusikkens vækst i disse år.

Oppositionen vil udarbejde rytmisk handlingsplan

I december fremsatte Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslistens kulturordførere et forslag, der omhandler en national handlingsplan for styrkelse af den rytmiske musik i Danmark.
Forslaget udsprang blandt andet af Henrik Martals tænketank, der med [spillesteder dk] og Festivaldanmarks sekretariatschef som medlem, i løbet af efteråret fandt frem til fem fokusområder for den rytmiske musik.
De fire partier hæfter sig ved, at den rytmiske musik kun har opnået begrænset bevågenhed, når det gælder offentlige bevillinger og midler fra private fonde. I sammenligning med den klassiske musik modtager rytmisk musik 105,4 millioner kroner, mens den klassiske modtager 457,6 millioner kroner.
Opfordringen fra de fire oppositionspolitikere går på, at kulturminister Carina Christensen indkalder til brede politiske forhandlinger om den nationale handlingsplan.

Læs forslaget her

Post-revolutionære nyhedsbreve

[spillesteder dk] og Festivaldanmarks tre nyhedsbreve – Club Update, Festival Update og Life in Live – har fået nyt design. Det er den kun 17-årige Marc Abildgaard Jensen, der står bag de tre grafiske brevhoveder, der binder nyhedsbrevenes design sammen.
”Min idé var at skabe et meget simpelt design i en stil, jeg vælger at kalde post-revolutionært sovjet-grafik,” forklarer den unge billedkunststuderende om udtrykket. Designet er skabt dels på tegnbrættet og dels på computer, hvor Marc manipulerer med de scannede tegninger.

Se mere til Marcs arbejde her

Politikere vil åbne for økonomisk støtte mellem festival og spillesteder

Efter flere henvendelser fra både spillesteder og festivaler har Mogens Jensen (S), Pernille Frahm (SF), Johs. Poulsen (RV) og Per Clausen (EL) fremsat et forslag om en ændring af momsloven, der gør det muligt for festivaler at donere noget af overskuddet til de danske spillesteder, og dermed skabe bedre sammenhæng i fødekæden.
Festivalerne betragter spillestederne som en del af forudsætningen for musikfestivalerne, i det de er med til at skabe et aktivt musikmiljø og talentmasse. Derfor mener politikerne, at det er nærliggende, at festivalerne kan støtte spillesteder der i forvejen modtager offentlig støtte fra Statens Kunstråd – regionale spillesteder og honorarstøttede spillesteder.

Se hele forslaget her

Kulturkroner kortlægges

Statens Kunstråds Musikudvalg vil forsøge at lave en kortlægning af, hvad der sker med de penge som private og det offentlige investerer i dansk musikliv.
I et interview i Politiken fortæller Musikudvalgets formand Giordano Bellincampi om planerne.
”Både de offentlige og de private vurderinger bliver i dag foretaget, uden at de i tilstrækkelig grad er baseret på fakta. Der danner sig nogle forestillinger om, at bestemte musikområder er i fokus eller har behov for særlig støtte, uden at vi kender det samlede billede,” forklarer formanden til avisen om baggrunden for undersøgelserne.
Initiativet skal afdække alle genrer af dansk musikliv på alle niveauer for på den måde at skabe et mere sagligt grundlag for hvordan tilskuddene og investeringerne fordeles i fremtiden.
Musikudvalget sender opgaven i udbud og forventer undersøgelserne afsluttet i september 2010.

Læs Politikens interview her

Soundvenue præsenterer morgendagens stjerner

Onsdag den 10. marts skydes et nyt koncept fra Soundvenue af sted, når bandet The Antlers for første gang besøger Danmark og Copenhagen JazzHouse.
Koncertkoncept skal fremover præsenteres nye internationale bands, der endnu ikke er breaket i Danmark.
”Ligesom ved vores mange fester ønsker vi at servere øjenåbnende oplevelser med nye seje kunstnere, men Soundvenue Sessions handler om lytteoplevelsen frem for festen,” forklarer bladets chefredaktør Nicolai Torp.

VEGA lukningstruet

For andet år i træk går Danmarks største spillested ud med et stort million underskud, og der skal helt ekstraordinære tiltag til, hvis VEGA skal klare skærene.
Det er ikke lykkedes VEGAs ledelse, at rette op på en fundamental sårbar konstruktion, hvor en urealistisk høj omsætning på især bardriften er stedets grundlæggende præmis, og ekstremt store lokaleomkostninger har været spillestedets udgangspunkt, i hele dets 13 årige historie.
Det er et vilkår for alle spillesteder, at det kunstneriske indhold baseres på stor kommerciel drift, hvilket bedst kan karakteriseres som en konstruktionsfejl ved ’spillestedsloven’ fra 2000, som landets kulturpolitikere er ansvarlige for at bringe i balance, hvis de ønsker kunstarten rytmisk musiks trivsel og udvikling.
[spillesteder dk] har over to år, gentagne gange gjort politikerne opmærksomme på konstruktionsfejlen ved ’spillestedsloven’, senest i en skrivelse til Folketingets Kulturudvalg d. 4. december

Lokalt ansigt ny leder af Vig Festival

Blandt 63 ansøgere har Vig Festivals bestyrelse valgt at ansætte 43-årige Morten Weidemann som ny festivalleder.
Fra 1. december stod den mangeårige frivillige på Grøn Koncert og Roskilde Festival i spidsen for den Nordvestsjællandske festival.
Morten Weidemann kommer fra et job som selvstændig, hvor han har arbejdet med blandt andet profilmateriale, idéer og koncepter til udendørskoncerter, festivaler og eventbureauer.
Det glæder Vig Festival, at man har fundet en kompetent og sprudlende festivalleder, der oven i købet er fra lokalområdet.

Next Page »