Archive for September, 2008

Nordiske arrangører løs i Stockholm

Ti spillestedsfolk og en enkelt festivalmand udgør i skrivende stund den danske delegation, ved et nordisk Arrangörsträff i den svenske hovedstad. Norge har sendt et tilsvarende hold, og arrangementet er en del af bestræbelserne på en ongoing erfaringsudveksling mellem de nordiske koncertarrangører under paraplyen Nordisk Arrangørforum. Den svenske Arrangörsföreningen har sammensat et program, hvor vi dels får faglig inspiration omkring selve begrebet musik, men også bliver klogere på landendes forskelle og ligheder – og så får et panel af managers og agenter lov kommentere ’hvad der er godt, og hvad der er fantastisk ved samarbejdet med spillestederne’ !! Udover at komme hjem klogere hjem, på det at drive livekoncerter, vil alle deltagere med garanti have udvidet sit uvurderlige arrangørnetværk. Næste gang de nordiske spillestedsfolk mødes er til Nordic Music Week i Stavanger d. 5-8. november, hvor [spillesteder dk] deltager i et stort klubudvekslingsprojekt, og 40 danske spillestedsfolk + 35 danske musikere drager til Norge.

Spillesteder spiller dansk - også 30 oktober!

Så nærmer Spil Dansk Dagen sig med hastige skridt, og et nyt samarbejde mellem KODA og [spillesteder dk] om spillestedernes del af arrangementet, folder sig ud. Trods kort varsel har 30 spillesteder fra hele landet meldt sig under fanerne med koncerter d. 30. oktober – og der kommer stadig nye arrangementer til. Vi kan i flæng nævne at Culture Box i København er på banen med fire acts (bl.a. System og Rumpistol), Det Musiske Hus i Frederikshavn har Emil de Waal + Per Vers på plakaten og i Slagelse Musikhus går The State, The Market and The DJ på scenen. I øjeblikket er alle arrangementerne ved at blive uploadet på Spil Dansk Dagens hjemmeside, hvor man snart vil kunne få et overblik over hvad der foregår rundt omkring i landet. Derudover skal det nævnes, at der lørdagen inden Spil Dansk Dagen udkommer et 16 siders tillæg i BT, som udelukkende vil handle om arrangementet.

SPOT on Denmark

Under denne overskrift er ROSA og Music Export Denmark værter ved to fremstød for nye danske bands og dansk musikbranche. I Utrecht, Holland d. 25. oktober præsenteres Dúné, Efterklang (DJ party), Men Among Animals, ORKA (FO) og Slaraffenland. Og i Bruxelles, Belgien d. 14. november er det Tone, Le Fiasko, Said the shark og Slaraffenland der spiller. Til begge arrangementer vil der være en branchereception, til netværksdannelse mellem Danmark og de professionelle musikfolk fra de to lande.

Nyt tilskud til lokale vækstbede

I Musikhandlingsplanen ”Nye Toner” har Kulturministeriet iværksat en støtteordning til aktiviteter og projekter, der understøtter etablering og udvikling af ”musikalske vækstbede” for rytmisk musik. Det vil sige musikmiljøer uden for de gængse koncertsteder, hvor der er optimale forudsætninger for, at musikalsk nyskabelse kan spire frit uden det professionelle musiklivs præstationskrav. Alle, der har erfaring med eller visioner for udviklende arbejde inden for musikalske, rytmiske vækstmiljøer kan søge. Det kan eksempelvis være enkeltpersoner, bands, amatørmusikorganisationer, øvelokaleforeninger, aktivitets- og medborgerhuse. Ansøgningsfristen er den 20. oktober 2008, og man finder retningslinjer og ansøgningsskema her

Release of The Toolbox

Morgendagens koncertdatabase hedder Spillestedernes Digitale Toolbox, og systemet er nu så udviklet at seks spillesteder i de kommende måneder gennemtester Toolboxen og luger ud i børnesygdommene. Foruden at spare spillestederne for mange indtastninger i alverdens koncertkalendere, er der allerede en del værktøjer i systemet – herunder tools der kan fodre egne og andres hjemmesider med konkurrencer, brugerundersøgelser og arrangementslister, og ved hjælp af toolboxen vil spillestederne i fremtiden kunne tilbyde demobands at ansøge digitalt. En ekstra feature, vi satser på at have med fra start, er direkte dataudveksling med billetudbyderne, og vupti – endnu en tastegang sparet! Det vigtigste ved Toolboxen er dog, at spillestederne bevarer ejerskabet til alt det indhold vi i dag afleverer til tredjepart, når vi indtaster i forskellige systemer.

Kursus i fundraising og spons

Talsmand Esben Danielsen og Aftalechef H.C. Smed fra Roskilde Festival, lærer fra sig til arrangørmiljøerne, når spillesteder dk d. 24. november har premiere på dette nye kursus. Principper og erfaringer med fundraising og sponsorering i musikbranchen gennemgås, og der ses på forskellene i offentlig og privat fundraising, samt rettes fokus på hvordan der rejses penge til henholdsvis drift og anlæg. Desuden ses der på hvordan en ansøgning opbygges hensigtsmæssigt – og på skismaet mellem hvad man søger til og hvad man så eventuelt får tilsagn til. På sponsorsiden fokuseres på at sponsorater er en vare, der sælges. Hvad er den centrale modydelse? Hvordan opbygges sponsorrelationer?
Mere her

Knud Odde litografier omsættes til Det Bruunske Legat

Det Bruunske Pakhus i Fredericia har skabt opbakning blandt garvede kunstnere og lokale forretningsfolk, til stiftelse af talentprisen Årets Franz – en statuette begået af Franz Beckerlee, der følges op af Det Bruunske Legat på 25.000,- kr. til en ung, talentfuld musiker eller band. Legatet tilvejebringes ved salg af litografier doneret af en billedkunstner, der også er musiker (eller omvendt), og i år gjorde salg af værker fra Troels Trier det muligt at hædre Thomas Buttenschøn med pris og legat. Til at støtte næste års tildeling af talentprisen, har Knud Odde sagt ja til at skabe 2×50 nummererede litografier, som også vil pryde en særlig legatvin fra Cort Trap Vinimport, der ligeledes donerer penge til legatet. Og således er det lykkedes det fredericianske spillested, at få alle idealer om kunstnerisk genre-crossover, erhvervssamarbejde og talentpleje til at gå op i en højere enhed. Et flot initiativ der kan støttes ved at købe et ægte Knud Odde litografi á bare 1500,- kr, via spillestedets hjemmeside

LiveContest bliver til Karrierekanonen Live

Først hed talentkonkurrencen ’DM i Rock’, så blev det til ’LiveContest’ og nu – 18 år og to ejerskift siden stiftelsen – har arrangementet nedtonet konkurrenceelementet til fordel for et større fokus på talentudvikling, og indgår nu i en videreudvikling af Danmarks Radio’s succesrige ’Karrierekanonen’. Roskilde Festival og DR er arrangører af projektet, der nu får både en live del og en on air del, og som såkaldte megapartners i projektet indgår KODA, TDC – og spillesteder dk. Spillestedsforeningens rolle bliver hele håndteringen af spillestederne, herunder at finde frem til de rigtige venues og varetage disses interesser i projektet. Spillestederne får således en væsentlig større aktie i udviklingen af både de enkelte runder og af hele Karrierekanonen Live.

Professionelt dB måleudstyr demonstreres ved L.O.C. koncerter

spillesteder dk har indgået aftale om en favorabel pris på dB målesystemet 10EaZy for spillestederne. Systemet der er udviklet af danske lydteknikere, er både brugervenligt og troværdigt, og er allerede på listeprisen meget konkurrencedygtigt. Det er et system vi anbefaler til spillesteder, der ønsker at kunne styre og få indsigt i koncerternes dB niveau, og derfor har vi aftalt med producenten at præsentere systemet som det skal bruges i praksis – nemlig ved to koncerter med L.O.C. på henholdsvis Gimle i Roskilde d. 13. september og Train i Århus d. 18. september. Præsentationen er også åben for andre interesserede efter først-til-mølle princippet. Tilmeld dig på sekretariat@spillesteder.dk

Spillestedslandshold og Cheerleaders til Stavanger

Til Nordic Music Week (NMW) i starten af november, tager 25 spillestedsfolk fra Templet, STARS, VEGA, Gimle, Fermaten og Studenterhusene i Aalborg og Århus til Stavanger og præsenterer ’Det Danske Spillested’. Her skal de repræsentere de danske farver indenfor spillestedsdrift, og fremvise hvordan vi griber opgaven an. Det samme sker fra svensk og norsk side, som en del af et nordisk klubudvekslingsprojekt. NMW byder også på en stribe koncerter med nordiske bands, faglige seminarer og talentudvekslingsprojekter, og foruden landsholdet vil de danske spillesteder stille med eget heppekor. De i alt godt 100 nordiske spillestedsfolk bor sammen på Hotelbåden MS Sandnes.

Next Page »