Festivalerne flytter ind hos spillestederne
Siden årsskiftet har [spillesteder dk] og Festivaldanmark intensiveret samarbejdet, i erkendelse af et særdeles stort interessefællesskab når det gælder livebranchens udvikling og vilkår. De to brancheorganisationers bestyrelser har indledt et forløb og nedsat et fælles samarbejdsudvalg, med henblik på at blive mere dagsordensættende, som to repræsentanter for tilsammen en væsentlig del af de kunstnerisk profilerede og udviklingsorienterede livearrangører herhjemme. Første skelsættende tiltag i samarbejdets ånd sker 15. november, når [spillesteder dk]’s sekretariat overtager administrationen af festivalforeningen. Således vil landets 78 mest toneangivende spillesteder, samt de 15 væsentligste festivaler blive repræsenteret fra samme adresse, og forventningerne til dette er to mere slagkraftige organisationer der sammen – og hver for sig – vil stå stærkere i kunstneriske, politiske og kommercielle forhold.
Comments(0)


