Archive for June, 2009

Kunstrådets musikudvalg tager endnu en runde

I forbindelse med Kunstrådets Musikudvalgs sidste uddelingsrunde kom der så mange spændende og kvalificerede ansøgninger, at udvalget nu åbner for endnu en uddelingsrunde, fordi der måtte gives en del afslag i den første runde.
I anledning af blandt andet WOMEX, der kommer til København i 2009, er der afsat 500.000 kroner til den nye runde, og ansøgningsfristen er mandag den 17. august. På den måde ønsker Musikudvalget at bidrage til at styrke verdensmusikken.

Læs mere om vilkårene for at komme i betragtning

Livebranchen står sammen om nye rammevilkår

Siden [spillesteder dk]’s forårsseminar i Kolding i 2008, er der arbejdet intensivt på at lave bedre og gennemarbejdede rammevilkår for de aftaler om koncerter, der knyttes mellem bookingbureauerne og livearrangørerne. Den nuværende situation bærer præg af tillægskontrakter, som er meget forskelligartede fra koncert til koncert, hvilket er godt (og bevares), når det kommer til varetagelse af den enkelte kunstners unikke udtryk, men et stort problem når det er uklart, hvordan ansvaret er fordelt i forhold til for eksempel forsikringer og sikkerhed.
Branchen er nu ved at afslutte den del af rammevilkårene, der dækker spillestedskoncerterne, denne tekst er for øjeblikket til juridisk gennemgang. Fra august vil således alle koncerter med danske bands på danske spillesteder spille under nye og forbedrede vilkår, som sikrer både kunstnere, arrangører og agenter langt bedre end i dag. Til september fortsætter arbejdet, med at få gjort rammevilkårene for festivalkoncerterne færdige. Samtlige [spillesteder dk]’s 75 medlemmer, Festivaldanmarks 16 medlemmer og bookingbureauerne 3rd Tsunami, Beatbox, Copenhagen Music, Evil Beauty, Gearbox, Live Nation, Merger, PDH, Skandinavian og Target står bag aftalen. Desuden vurderes slutteksten i øjeblikket hos Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund.

Musikzonen udvikles på Roskilde Festival

I maj blev der bevilget 9,4 millioner kroner til ’Musikken som oplevelseszone’. I samarbejde med KODA, MXD, ROSA og Huse i Danmark vil [spillesteder dk] forsøge at fodre Musikzonen med gode idéer på årets Roskilde Festival.
I mediebyen har de fem organisationer en fælles stand, hvor alle er velkommen til at kigge forbi og komme med inputs eller bare hilse på gamle og kommende venner.
Udbyttet bliver forhåbentlig inspiration og opsamling af gode idéer til, hvordan livemusikken kan udvikles som produkt.

Staten løfter overgangsordningen efter 2010

Efter længere tids forhandling mellem kommunerne og staten, er der nu opnået enighed om, hvordan den såkaldte overgangsordning skal køre efter 2010.
Overgangsordningen kom på plads, da amterne blev opløst i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007. For at sikre en række kulturelle institutioner, deriblandt spillestederne, overtog staten frem til 2011, den økonomiske forpligtelse som amterne havde haft.
Det ligger nu fast, at staten permanent overtager alle de tidligere amtslige tilskud, på Kulturministeriets områder, der er over 250.000 kroner. Mens tilskud under 250.000 kroner fordeles til kommunerne på det almindelige bloktilskud.

Læs kulturminister Carina Christensens kommentar

Nye ansigter i Pumpehuset

Pumpehuset var i første omgang ved at miste sit tilskud, men blev reddet i sidste øjeblik af et nyt driftstilskud fra Københavns Kommune. Nu præsenterer spillestedet en helt ny og særdeles markant bestyrelse, der skal sikre spillestedet fremdrift og stabilitet.
De nye ansigter i bestyrelsen er Lærke Hein (grundlægger af Karriere Bar), Uffe Savery (Safri Duo), Malene Lei Raben (tidl. VEGA), Le Gammeltoft (DJ 0g radiovært), Kristoffer Bramsen (promoter Ohoi), mens Henrik Seifert og Kaspar Bach Habersaat fortsætter fra den tidligere bestyrelse.

Kielgasten med i [spillesteder dk]

Seneste medlem i spillesteds-familien er legendariske Kielgasten i Holstebro, der officielt blev medlem torsdag den 4. juni. Vi byder hjerteligt velkommen.