Archive for October, 2009

Deltidsstilling byttes ud med lederstilling

Blandt 48 ansøgere er Thorbjørn Tønder Hansen valgt og ansat som ny leder af SNYK, genreorganisation for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark.
Den nye leder har tidligere været tilknyttet SNYK i en deltidsstiling som projektmedarbejder med den kunstneriske ledelse af Wundergrund festivalen, men er altså nu blevet fastansat.
Thorbjørn Tønder Hansen begynder i sin nye stilling den 1. december.

Masser af debat, input og output i Roskilde

Over 100 festival- og spillestedsfolk var i weekenden omkring den 24-25. oktober samlet i Roskilde, hvor Festivaldanmark afholdt sit årligt seminar.
Weekenden bød på en stor mængde oplæg og diskussioner, der omhandlede problemstillinger som både de danske festivaler og spillesteder møder i hverdagen.
Lørdagen startede med en update fra foreningernes formænd Henrik Bondo Nielsen, Festivaldanmark og Jesper Nordahl, [spillesteder dk]. Begge foreninger har stort fokus på økonomien hos medlemmerne, men og så det politiske liv, der omgiver både Festivaldanmark og [spillesteder dk] blev vendt.
Gennem hele sommeren har festivalerne været en del af kampagnen ”Against Drugs”, som nu er overdraget til spillestederne under titlen ”Music Against Drugs”. Kampagnen er blot et eksempel på det samarbejde, der løbende udvikler sig mellem de to foreninger.

[spillesteder dk]-formand: Vi har fået stor opbakning

Jesper Nordahl, formand for [spillesteder dk], håbede på 35 millioner til spillestederne i forbindelse med finanslovsforslaget, men han blev ligesom mange andre meget overrasket, da forslaget blev offentliggjort i slutningen af august.

Du har tidligere udtalt, at du håbede på 35 millioner til spillestederne, men finanslovsforslaget indeholdt nærmest det modsatte. Hvad var din reaktion?
Min første reaktion var selvfølgelig en enorm skuffelse. Vi var langt inde i forhandlinger og havde en fornemmelse af, at det gik godt.
Det kom jo bag på alt og alle. Selv de kulturpolitiske ordførere var det ikke gået op for, at et skatteforlig tilbage i februar betød en nedskæring for blandt andre spillestederne.

Hvad er der gjort siden forslaget kom frem?
Umiddelbart var det jo bare om at komme op på hesten igen. Så sekretariatschef Jakob Brixvold og jeg har haft en hel række møder med samtlige politiske kulturordførere i folketinget. Det har på mange måder været utrolig givtigt. Dels har vi fået orienteret alle ordførerne om vores visioner med spillestedsloven i Danmark, og det har også givet os et netværk, vi aldrig har haft før.
Vi har haft en række vældig gode møder, og har faktisk fået opbakning til vores synspunkter hele vejen rundt fra samtlige partier.

Hvad så nu, hvad er næste skridt?
Det helt nye er, at vi på baggrund af vores møder med kulturordførerne, har fået en henvendelse direkte fra kulturministeren om et møde med Jakob Brixvold og jeg, som kommer til at være allerede i næste uge.
Det betragter, vi som umådelig positivt og håber på, at det er en konsekvens af vores gode argumentation, men også at det betyder, at Carina Christensen (K) vil kigge på sagen.
I første omgang er vores målsætning nu at redde nedskæringerne, men ikke mindst sikre de 4-6 millioner kroner, der skal til for at holde honorarstøtten på status quo.

Tænketanken tømmes

Et halvt års koncentreret og frugtbart arbejde, i tænketanken nedsat af Henrik Marstal, skal nu præsenteres på en konference med titlen ”Den rytmiske musiks udfordringer i fremtiden”, hvor Gitte Råbøl er moderator.
I februar nedsatte Henrik Marstal, på kulturordfører Mogens Jensens (S) opfordring, en tænketank, der skulle afdække de udfordringer den rytmiske musik står overfor. I første omgang blev fem indsatsområder indkredset og præsenteret ved en høring på Christiansborg - det drejer sig om; den digitale revolution, musikeksporten, offentlige støtte- og låneordninger, livescenen og vækstlaget.
Henover sensommeren har de fem områder dannet grundlag for en række debatmøder, der nu munder ud i en konference, som afholdes på Børsen torsdag den 23. oktober mellem kl. 9.00 og kl. 16.00.

Ønsker du, at deltage skal du sende en mail til spildansk@koda.dk. I emnefeltet skriver du ”musikkonference”. Mailen skal indeholde kontaktoplysninger, og navnet på den organisation eller virksomhed du repræsenterer.

Se program her

Læs mere om Henrik Marstals tænke og anbefalingerne derfra

Danmark skal i den musikalske Europa-top

De 250 deltagere fyldte godt i salen i Industriens Hus, da Musikzonen holdt kickoff. På konferencen blev Lisa Klint præsenteret som ny direktør.
”En af de første store opgaver i Musikzonen bliver at få lavet en afdækning af branchens samlede kompetencer og mulighed,” fortalte den nye direktør.
Konferencen bød på en række oplæg, der skulle give inspiration til, hvordan Musikzonen bliver en platform, der kan samle musikbranchen og knytte bånd til blandt andre erhvervsliv og forskning.
På den måde skal der skabes grobund for videndeling, eksport, teknologisk udvikling, talentudvikling og innovation.
Alt sammen leder hen mod Musikzonens ambitiøse mål; at Danmark i 2015 skal være et af Europas førende lande på musikområdet.

Lokale helte på lokale hitlister

Danskernes musiksmag er meget forskellig, det afslører et nyt initiativ kaldet ”Local Heroes”, der er et samarbejde mellem [spillesteder dk], KODA, TDC og Bandbase.
Local Heroes består af flere dele - blandet andet kan en lokal hitliste afsløre, hvilke bands der hitter i de danske lokalområder.
Derudover har 22 af landets spillesteder nedsat et brugerpanel af lokale musikentusiaster, som kan påvirke, hvilke bands, der indtager de lokale scener.
På den måde skal projektet gøre det nemmere for lokale musikere at blive set og hørt, men også for publikum at finde de lokale musikalske tilbud.

Se mere her

Nye ledere i Pumpehuset

Han er mest kendt for at spille på alverdens slagtøj i Safri Duo, hvor han og makkeren Morten Friis tog Danmark og resten verden med storm.
Hun var blandt andet den drivende kraft i udviklingen af Den Hvide Kødby og kommer fra en stilling i konceptbaren Karriere på Vesterbro.
Nu står Uffe Savery og Lærke Hein overfor nye og anderledes udfordringer i Pumpehuset, hvor de netop er blevet præsenteret som nye ledere.
I juni præsenterede Pumpehuset en ny bestyrelse efter spillestedet var tæt på at miste sit tilskud. Og nu er spillestedet på banen med en ny direktørduo – Uffe Savery som kreativ direktør og Lærke Hein skal være administrerende direktør.